• 67-årig kendes skyldig i knivdrab i lejlighed i Brøndby

    Source: BDK Borsnyt / 11 Mar 2024 05:40:59   America/New_York

    Efter tre opkald til alarmcentralen en lørdag formiddag tilbage i november 2022 fandt politiet en livløs 41-årig mand i entréen i en lejlighed i Hallingparken i Brøndby Strand. Her var også tre mænd og en kvinde til stede. En 67-årig mand er mandag blevet kendt skyldig i at have begået drabet og i at have blufærdighedskrænket en kvinde, der befandt sig i lejligheden. Det er kommet frem i Retten i Glostrup, som har afsagt skyldkendelse i sagen. Ifølge kendelsen blev den 41-årige mand stukket 17 gange og snittet tre gange med en køkkenkniv, hvorefter han forblødte af sine skader. Retten har blandt andet lagt vægt på de tre telefonopkald, der blev foretaget af en af mændene i lejligheden, mens drabet fandt sted. Optagelser af opkaldene er alle blevet afspillet i retten. Her kan man høre voldsomme klagelyde fra den 41-årige mand. Derudover kan man høre manden sige tiltaltes navn, mens han siger: "Hvad laver I? Hvor er I syge mand". Blufærdighedskrænkelsen af kvinden skete ifølge tiltalen, kort før at den 41-årige mand blev dræbt. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/samfund/67-aarig-kendes-skyldig-i-knivdrab-i-lejlighed-i-broendby
Share on,